Mærkelig beslutning
Fra 1. september er den 35-årige pædagoguddannede Lars Frederiksen ny leder af KFUMs soldaterhjem i Rønne. Lars Frederiksen har siden 1997 været leder af landbørnehaven Børnebakken i Aakirkeby.
– Min kone og jeg troede, vi havde fundet vores hylde her i livet. Men så læste vi, at KFUMs Soldatermission søgte en leder til soldaterhjemmet på Bornholm, og i løbet af kort tid har rammerne for vores liv ændret sig. Vi skal flytte, vi har sat vores hus til salg, jeg har sagt mit arbejde op og er blevet soldaterhjemsleder til en lavere løn, end jeg er vant til at få. Det kan for nogle ligne en mærkelig beslutning, men vi er sikre på, at dette er noget, Gud vil have os til at gøre, siger Lars Frederiksen.
KFUMs Soldatermission er en del af det folkekirkelige arbejde i Danmark og driver 17 soldaterhjem i Danmark og et i Kosovo.